Forskning

Findes der en korrekt måde at sidde på?

Det er det helt store spørgsmål, og vi har derfor bedt professor og seniorforsker på Kiropraktorernes Videnscenter Jan Hartvigsen om at sortere fup fra fakta, når det kommer til rigtige og forkerte siddestillinger.

Man kan have en oplevelse af, at man har fået ondt i ryggen af at sidde forkert. Hvad er det, der har givet smerter, hvis det ikke er den forkerte stilling eller bevægelse?

– Først og fremmest er det vigtigt at understrege, at der findes ikke en korrekt siddestilling, der gælder for os alle. Hvis man oplever at få ondt af at sidde i en bestemt stilling, så stammer de fra ryggens led og muskler, og derfor skal man lytte til sin krop og finde en anden måde at sidde på, forklarer Jan Hartvigsen.

Hvor stammer myten fra?

– Myten kommer fra 1970’erne og 80’erne, hvor man i den bedste mening kom med alle mulige mere og mindre rigide regler for siddestillinger. Desværre var disse ergonomiske anbefalinger ikke baseret på forskning, og de har siden vist sig at være forkerte.

Mennesker er forskellige, og vi kan lide at sidde på forskellige måder. Det er til gengæld vigtigt ikke at sidde i den samme stilling hele tiden, så det er godt at skifte stilling fra tid til anden.

Jan Hartvigsen, professor, forskningsleder på Syddansk Universitet og seniorforsker på Kiropraktorernes Videnscenter

Myten lader til at være meget udbredt. Er det også din opfattelse, og hvor stort et problem er det?

– Det er stadigvæk meget udbredt, fordi forældre nu har givet den videre til deres børn i flere generationer. Desværre er der også stadigvæk nogle sundhedsprofessionelle, der fortsætter med at udbrede den.

Hvad kan man gøre for ikke at få ondt i ryg og nakke?

– Næsten alle mennesker vil opleve at få ondt i ryggen og nakken. Det er en del af livet. De fleste episoder går over igen, hvis du passer din hverdag, bevarer et godt humør og er aktiv. Hvis du har meget stærke smerter, eller hvis smerterne ikke går over, så opsøg fx en kiropraktor for at få undersøgt, om der er noget alvorligt galt, og om du kan få hjælp til at komme videre, lyder den afsluttende kommentar fra Jan Hartvigsen.

Hvis du vil blive endnu klogere på smerter i ryggen, og hvad du selv kan gøre ved problemet, kan du læse mere her.