Nyhed

Billeddiagnostik i kiropraktisk behandling

Mange patienter er af den overbevisning, at billeddiagnostisk er nødvendigt, når de skal udredes. Det er ikke altid tilfældet. En ny undersøgelse viser, at patienters ønske om billeddiagnostik i behandlingen af lænderygsmerter ser ud til at påvirke brugen af billeddiagnostik hos kiropraktoren. 

Billeddiagnostik gør patienterne bekymrede  

Forskere har i en ny undersøgelse sat sig for at undersøge patienternes holdning til brugen af billeddiagnostisk (scanninger og røntgen), når patienter skal udredes for lænderygsmerter hos en kiropraktor. Studiet undersøger desuden, hvorvidt patienterne gerne vil have foretaget en billeddiagnostisk undersøgelse. Mange patienter er nemlig af den overbevisning at billeddiagnostik er en nødvendig del af udredningen, men faktum er, at der bliver foretaget for mange unødvendige røntgenbilleder, og at brugen af billeddiagnostik sjældent ændrer på rygbehandling. I stedet gør billeddiagnostik patienter unødvendigt bekymrede, når der fx findes helt almindelige aldersrelaterede tegn på billederne.   

 

Helt konkret blev en række patienter spurgt om, hvorvidt de var enige i følgende: 

  • Er røntgenbilleder eller skanninger nødvendige for, at man kan få den bedste behandling for lændesmerter? 
  • Bør alle der har lændesmerter undersøges med røntgen, CT-skanning eller MR-skanning?


Resultater: Patienter får indflydelse på konsultationen  

Undersøgelsen fandt, at omtrent en tredjedel af deltagerne mente, at billeddiagnostik var vigtigt for håndteringen af lænderygsmerter, og en fjerdedel af deltagerne i undersøgelsen havde et ønske om at få foretaget billeddiagnostik. Derudover var patienter, der ønskede brug af billeddiagnostik ved den indledende konsultation, mere tilbøjelige til faktisk at få foretaget en billeddiagnostisk undersøgelse senere.  

Undersøgelsen fandt også, at deltagerne var mere tilbøjelige til at tro på vigtigheden af billeddiagnostik eller ønskede en billeddiagnostisk henvisning, hvis de havde haft lænderygsmerter i længere tid, havde tidligere erfaringer med brug af billeddiagnostik i forbindelse med behandling af lænderygsmerter eller havde en kortere uddannelse.  

Hvorfor er undersøgelsen vigtig? 

Undersøgelsen kan altså give et praj om, hvorvidt patienters holdning og forventning kan påvirke konsultationens udfald – i hvert fald lige i forhold til billeddiagnosticering af lænderygsmerter.  

Undersøgelsen konkluderer at patienter og borgere har brug for mere viden og information om, hvornår billeddiagnostik giver mening i forbindelse med håndtering af rygproblemer og hvornår det ikke gør. 

Har du ondt?

Få mere viden om smerter og kiropraktisk behandling her.

Om undersøgelsen  

Undersøgelsen blev lavet ud fra data indsamlet fra november 2016 til december 2019 fra 10 primære kiropraktiske klinikker i Danmark, og dataene blev efterfølgende analyseret. Undersøgelsen hedder “Patients with low back pain presenting for chiropractic care who want diagnostic imaging are more likely to receive referral for imaging: a cross-sectional study” og er lavet af bl.a. H. J. Jenkins i samarbejde med Kiropraktorernes Videnscenter.