Nyhed

Forstår du dine rygsmerter?

Ny patientfolder med information og gode råd om lænderygbesvær vil hjælpe borgere til at forstå deres smerter, hjælpe dem til bedre at håndtere det i hverdagen og til at forstå, hvorfor de oftest ikke har gavn af fx en MR-scanning.

En hjælp til at forstå lænderygbesvær

Lænderygsmerter udgør 15,3 % og 12,0 % af alle sygedage blandt mænd og kvinder. Kiropraktor Lisbeth Hartvigsen er drivkraften bag en ny patientfolder, som sætter fokus på lænderygbesvær. Folderen blev oprindeligt udgivet i Region Syddanmark, men er nu også udgivet i Region Hovedstaden.

Du får nogle af de vigtigste pointer fra folderen her.

 

 

Motion er godt for rygsmerter

Fysisk aktivitet sørger for at ryggen bevarer sin bevægelighed, fleksibilitet og styrke. Det bedste, du kan gøre, er derfor at forblive så fysisk aktiv som muligt på trods af dine smerter. Smerter ved bevægelse betyder ikke, at du skader din ryg.

Gode aktiviteter til ondt i ryggen er fx udstrækning, yoga, gåture, cykling eller svømning.

 

Psyken påvirker din oplevelse af smerter

Det er naturligt, at du kan føle dig bekymret og stresset, når du får ondt. Heldigvis får langt de fleste det bedre indenfor få uger. Men har du svært ved at bevare det gode humør, kan du forsøge dig med at lave ting, du godt kan lide. Humør, stressniveau, søvnkvalitet og aktivitetsniveau er nemlig alle faktorer, som kan påvirke din smerteoplevelse.

Råd til hvordan du lindrer dine smerter

  • Tag det roligt de første par dage, hvis du føler, du har brug for det
  • Dyrk let motion som yoga, cykling eller svømning
  • Undgå at være i samme stilling i længere tid
  • Bevar et godt humør
  • Undgå dårlige søvnvaner og rygning

MR-scanning er oftest ikke nødvendigt

I langt de fleste tilfælde kan årsagen til rygsmerter ikke ses på røntgen, CT- eller MR-scanning. Det skyldes, at forandringer i ryggen også er meget almindelige hos personer uden smerter. Jo ældre man bliver, jo flere forandringer får man i ryggen, ligesom kroppens udseende i øvrigt forandrer sig. For eksempel har ca. 6 ud af 10 halvtredsårige uden rygsmerter forandringer som fx udposninger på diskusskiver, hvilket kan ses på MR-scanning.

Fordi det er så almindeligt med disse forandringer også hos personer uden smerter, giver en scanning sjældent svar på, hvad der er årsagen til smerterne. Behandlingen af rygsmerter vil i de fleste tilfælde være den samme, uanset om man er MR-scannet eller ej.

Med det sagt kan MR-scanning hjælpe med at finde alvorlige årsager til rygsmerter. Heldigvis er disse meget sjældne, og din læge eller kiropraktor vil undersøge dig for tegn på alvorlig sygdom, hvis vedkommende har mistanke om det.

Lisbeth Hartvigsen fortæller, at hun håber, at folderen kan være med til at bedre forståelsen for skanning og derved ændre borgernes efterspørgsel på scanning.