Nyhed
“Kiropraktorpolitik er først og fremmest sundhedspolitik”
Kiropraktorernes nye formand vil arbejde for mere samarbejde på tværs af sundhedsvæsenet.
Da Michael Christensen midt på eftermiddagen lørdag den 13. november rejste sig fra sin plads bag bordet oppe på scenen og gik hen til talerstolen, var det som nyvalgt formand for
Dansk Kiropraktor Forening.
Mest erfarne nyvalgte formand
Foreningens næstformand gennem 6 år besluttede sig for at stille op til formandsposten for flere år siden, og valget var en kulmination på mange års arbejde i Dansk Kiropraktor Forenings bestyrelse.
– Jeg er ikke sådan en, der gennem hele livet har haft politiske ambitioner, siddet i elevrådet eller været medlem af et parti, men jeg havde dog været aktiv i Kiropraktorkredsforening Midt i
nogle år.
Men da Lone Kousgaard Jørgensen pludselig ringede til mig i efteråret 2013 og spurgte, om jeg ville stille op til bestyrelsen, sagde jeg ja. Det lød spændende, fortæller Michael Christensen.
Derefter gik det slag i slag. Bestyrelsesmøderne blev efterhånden til mange, og interessen og engagementet blev større, som tiden gik.
– Jeg blev stille og roligt mere og mere engageret i bestyrelsesarbejdet. Og efter at have været ret stille til at begynde med har jeg taget mere ansvar og åbnet munden mere. Og da næstformandsposten blev ledig i 2015, slog jeg til.
Michael Christensen er dermed den mest erfarne nyvalgte formand i Dansk Kiropraktor Forening nogensinde.
Michael Christensen
• Født 1980 i Fredericia
• Studentereksamen, Team Danmark-støttet 1997-2001, Fredericia Gymnasium
• Klinisk Biomekanik, Syddansk Universitet, 2002-2007
• Turnus 2007-08 hos Jørn Gundersen i Silkeborg
• Klinikejer ’Kiropraktorerne i Skolegade’ centralt i Silkeborg. Køber klinikken dagen efter, at turnus er gennemført i 2008
• 4 kiropraktorer inkl. sig selv – regner med at blive 5 i det nye år. Gået fra 1½ til nu snart 5 siden 2008.
Ud og udøve indflydelse
Den nye formand har derfor allerede planlagt en række initiativer og ændringer, i den måde Dansk Kiropraktor Forening agerer på.
– Vi skal turde at gå langt mere proaktivt til de personer, vi skal have indflydelse hos. Både blandt sundhedsordførerne på Christiansborg og bestemt også i regionerne. Fx de nye regionrådsformænd og formænd for sundhedsudvalgene i de forskellige regioner.
Et eksempel er, at vi skal bruge vores gode relation til Anders Kühnau aktivt og få ham i tale, påpeger Michael Christensen og fortsætter:
– Vi skal også have gang i en visionsproces sammen med regionerne forud for den næste overenskomstforhandling. Det er vigtigt, at begge parter har en forståelse og enighed om, hvor kiropraktorer er på vej hen, inden forhandlingerne går i gang. Det er vigtigt, at vores sekretariat og Danske Regioners embedsfolk mødes undervejs og får skåret indholdet til, men vi skal også have den politiske dimension mere på banen end de to sædvanlige forhandlingsmøder – ellers bliver det ikke forankret politisk, siger Michael Christensen.
Både Foreningen af Praktiserende Speciallæger (FAPS) og Praktiserende Lægers Organisation (PLO) har gennemført sådanne processer inden deres seneste forhandlinger.
Derudover taler den nye formand varmt for mere samarbejde med den øvrige praksissektor, især Lægeforeningen, FAPS og PLO samt tandlægerne.
Jeg har allerede et godt netværk blandt vores interessenter og jeg ved præcis, hvor skoen trykker, både når det kommer til udøve indflydelse, og når vi kommer til kort, fx under forhandlinger. Det betyder alt andet lige, at vi hurtigt kan fortsætte arbejdet. Men det betyder ikke, at der ikke sker forandringer med mig som formand, for det gør der, slår Michael
Michael Christensen
Christensen fast.
Social ulighed
Den sociale ulighed i sundhedsvæseneter en politisk varm kartoffel. På den ene side er alle enige om, at der er ulighed – og på den anden er der ikke mange politikere, der er særligt villige til at bruge flere penge. Det har fx tandlægerne oplevet gennem de seneste år.
– Gode argumenter gør det altså ikke alene. Det er ret åbenlyst, at social og økonomisk ulighed og lavere uddannelse resulterer i flere sygedage og dårligere leveår. Og hvis man skal løse den, så skal vi have fokus på brugerbetalingsandelen. Alt det ved de fleste, og alligevel sker intet, erkender Michael Christensen.
Skal vi for alvor gøre noget ved brugerbetalingsandelen, skal vi erkende, at det er Finansministeriet, der sidder med den politiske nøgle, ikke overenskomst-systemet, og måden at få lirket kassen op har erfaringsmæssigt været pakkeforløb.
– Jo flere evidensbaserede pakkeforløb vi kan sætte i søen, og hvor vi kan måle og veje outcome på de forskellige patientgrupperinger, desto mere sandsynligt er det, at vi kan forhandle en højere tilskudsandel. Jeg ser faktisk en samlet tværfaglig sundhedspakke, der giver patienterne redskaberne til at flytte sig socialt som et relevant og realistisk initiativ. Det er på tide, at sundhedsvæsenet melder sig på banen i den sociale ulighedsdebat, siger Michael Christensen.
Kiropraktorer skal tage mere ansvar
Kiropraktorerne fylder kun et lille hjørne af sundhedsvæsenet. Økonomisk 0,1 procent af regionernes økonomi. Så hvordan får kiropraktorerne mere indflydelse, og hvordan kan vi blive hørt?
– Vi skal holde helt op med at tale isoleret kiropraktorpolitik. Alt hvad vi laver og siger, er og skal være sundhedspolitik i bred forstand. Det betyder, at vi skal vise vores nytteværdi for hele sundhedsvæsenet – for politikerne og patienterne. Vi skal simpelthen blive bedre til at se, at der er flere på legepladsen end kun os selv. Kommer vi derhen, bliver det også nemmere at etablere samarbejder, slår formanden fast.
I det hele taget har Michael Christensen gjort sig en del tanker om kiropraktorernes funktion og plads i sundhedsvæsenet.
– De fleste kiropraktorer gør faktisk en stor forskel i patientens liv, og det minder meget om ’familielægen’ fra de gamle dage. Vi er der, når der er brug for os, og det er relevant. Der er nem og hurtig adgang uden venteliste. Vi prioriterer mere tid end den praktiserende læge, og det gør, at patienten allerede fra første konsultation får en relation, det er vigtigt, og noget jeg er rigtigt glad for, forklarer Michael Christensen, før han kommer frem til det, der måske skal være anderledes:
– Vores diagnostiske kompetencer skal have mere fokus. Det betyder også, at der skal mere fokus på tovholderfunktionen. Men økonomien i vores overenskomst er baseret på kvantitet – jo flere patienter, jo bedre frem for kvalitet. Det skal der laves om på.
Gode argumenter gør det altså ikke alene
Michael Christensen
Hvem er den nye formand
Som kiropraktor vil Michael Christensen karakterisere sig selv som evidensbaseret med fokus på den enkelte patient i en afslappet, men direkte tone.
– Jeg er sådan en, der kalder en skovl for en skovl, og en spade for en spade. Det betyder ikke, at jeg ikke har forståelse for patientens situation, fx når vedkommende ikke har lavet sine øvelser, men jeg synes, det er vigtigt, at man har en ærlig relation til patienten, og at man er klar i mælet, siger Michael Christensen.
Som ung var det højeste ønske at blive dyrlæge med speciale i smådyr, men der slog karaktererne efter en gymnasietid med mere fokus på svømning end bøger ikke til. Og så måtte der tænkes nyt.
– Jeg har selv gået til kiropraktor, siden jeg var 2 år, og efterfølgende brugt kiropraktoren som behandler og rådgiver gennem hele mit sportsliv, så jeg vidste, hvad
det var. Derudover var jeg fascineret af muligheden i at arbejde i et felt, hvor du kommer med et problem, og det bliver afhjulpet med det samme. Det er en god proces. Mens sygehusvæsnet med hvide gange og stive kitler, det var ikke mig, fortæller Michael Christensen.
Michael Christensen arbejder til daglig sammen med sin hustru Lisbet, der også er kiropraktor, og som er ansat i klinikken i Silkeborg. Sammen har de to børn: Nanna på 10 og Ditlev på 8.
På klinikken er de efterhånden 4 kiropraktorer og den 5., en ny turnusassistent, er på vej ind.
– Jeg købte jo min klinik af min principal, Jørn Gundersen, dagen efter, at min turnus var afsluttet. Det er lidt specielt, men for mig det helt rigtige. Jeg er sådan en, der handler. Ikke uovervejet, men der må ikke gå for meget snak i den. Enten gør vi det, eller også gør vi det ikke.