Nyhed

Konsekvenserne ved social ulighed

Ny rapport viser alarmerende niveauer af social ulighed i adgangen til kiropraktisk behandling.

Indkomst og ulighed

Indkomst er den faktor, der har størst betydning for, at folk kommer til kiropraktor. Er din indkomst lav og du får ondt i ryggen, er chancen for, at du kommer til kiropraktor under halvt så stor, som for de, der har en høj indkomst. Det viser en ny rapport udarbejdet af Region Midtjyllands forsknings- og konsulenthus DEFACTUM.

 

Konsekvenserne af ulighed

Har du smerter, men vælger du at ignorerer dem, fordi pengepungen er tom, så risikerer det at føre meget andet dårligt med sig – fx en sygemelding fra dit arbejde og forringet livskvalitet. Og desværre rammes  mere end 1½ mio. danskere af smerter i bevægeapparatet, og ubehandlede smerter risikerer at koste både individet og samfundet dyrt.

 

Tilskud og pakkeforløb

Tilskud til kiropraktisk behandling findes allerede. Det offentlige giver i gennemsnit et tilskud til kiropraktik på 18-20% af det, behandlingen koster. Og bliver du tilbudt et pakkeforløb, er der et tilskud på hele 60% af pakkeforløbets pris. Men for at komme uligheden til livs, bør brugerbetalingen til kiropraktisk behandling nedsættes for udvalgte patientgrupper, og der bør udformes særlige pakkeforløb til personer, som er socialt sårbare. Det er i hvert fald anbefalingerne fra et panel med bred erfaring og viden om kiropraktorområdet eller social ulighed.

Om rapporten:

Rapporten er resultatet af et samarbejde mellem Dansk Kiropraktor Forening (DKF) og Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) under Danske Regioner i forlængelse af Dansk Kiropraktor Forenings praksisoverenskomst.

Rapportens formål var at undersøge social ulighed i både fremmødet til kiropraktorbehandling og antallet af konsultationer i et behandlingsforløb. Resultaterne giver et dybtgående indblik i de udfordringer, sårbare grupper står overfor, når det kommer til at få den nødvendige sundhedspleje. Du kan læse hele rapporten her.