Nyhed

Vil du holde dig ung? Hold dig aktiv

Fysisk aktivitet bør blive det nye sort blandt ældre, for det kan holde aldersbetingede skavanker på afstand. Desværre er ældre den del af befolkningen, som er mest inaktive. Få gode råd til, hvordan du holder dig aktiv.

Din livstil har stor indflydelse på din krops aldringsproces. Især som ældre, er du naturligt i større risiko for at udvikle sygdomme, men med den rette mængde og type fysiske aktivitet kan du øge chancerne for at holde en række skavanker på afstand. Jo mere fysisk aktiv du er, jo længere holder du de aldersbetingede skavanker på afstand.

Tænker du, at træning ikke er for dig? Eller føler du, du er for gammel til at begynde? Den gode nyhed er, at det aldrig er for sent at begynde at træne.

Fysisk aktivitet

  • Reducerer dødelighed
  • Gør dig gladere
  • Fremmer selvopfattelse og selvtillid
  • Reducerer sygelighed
  • Reducerer tabet af muskelstyrke, muskelmasse og musklernes udholdenhed
  • Reducerer risikoen for skader
  • Forbedrer funktionsevnen

Det skal være sjovt

Fysisk aktivitet behøver ikke at være det samme som at stå nede i fitness og pumpe jern eller løbe et halvmaraton. Fysisk aktivitet kan være dagligdagens små gøremål: Når du cykler eller gå, fordi du har er ærinde, når du gør rent, luger ukrudt eller leger med børnebørnene. Så det gælder om at gøre fysisk aktivitet til noget sjovt, så du holder dig i gang.

Anbefalinger til ældre 65+

  • Vær fysisk aktiv mindst 30 minutter om dagen.
  • Lav aktiviteter, som får din puls op 2 gange om ugen.  Det skal vedligeholde konditionen og muskel- og knoglestyrken.
  • Lav udstrækningsøvelser mindst 2 gange om ugen af mindst 10 minutters varighed for at vedligeholde din krops bevægelighed.
  • Udfør regelmæssigt øvelser som vedligeholder din balancerne.

Gør din aktivitet til en flot naturoplevelse

Hvis du gerne vil i gang med den halve times gang om dagen, så spørg fx en ven/veninde, om han/hun vil med. Et anden råd er også at tage et sted hen, du ikke har været før. Naturstyrelsen har en oversigt over de små naturperler rundt omkring i landet, som kan gøre gåturen til en smuk oplevelse.

Hvis du gerne vil have pulsen lidt op, har Naturstyrelsen også en oversigt over gode og flotte løberuter. Er du mest til Cykling? Det har Naturstyrelsen også tænkt på.

 

Vær aktiv sammen med andre

Hvis du ikke lige har venner eller familie, du kan lokke med ud og gå, så har du også andre muligheder for at gøre din træning til noget socialt. Der findes et hav af idrætsforeninger rundt om i hele landet som tilbyder mange forskellige aktiviteter. De har arrangementer om alt fra volleyball for seniorer til gå-klubber. Gå fx på opdagelse på DGI’s hjemmeside.

 

De små aktiviteter i hverdagslivet

ÆldreSagen har en række gode råd til, hvordan du kan gøre din dagligdag til din træningslegeplads.

Noget så simpelt som at tage tøj på, er også en fysisk aktivitet. Så prøv at skifte tøj, når du skal sove middagslur. Du kan også fx lade kaffekanden stå i køkkenet, så du skal gå frem og tilbage, når kaffetørsten rammer. Du kan også prøve at stå på ét ben, når du vasker op for at træne din balance. Du skal dog huske at skifte ben. Når du skal spise, så rejs og sæt dig ned igen fem gange, før du går til makronerne.