Bækkenløsning

Det er ikke mange gravide, som kommer igennem en graviditet uden at mærke en vis ømhed i bækkenet, men nogle gravide får smerter, som skyldes bækkenløsning.

Ved reel bækkenløsning har man smerter i alle tre bækkenled. Man kan dog også opleve smerter fra et af leddene i bækkenet. Det kan være lige så smertefuldt, men kaldes altså så bækkensmerter.

Uanset om man har bækkenløsning, altså smerter i alle tre led, eller smerter fra et enkelt led er det vigtigt at passe på (se nedenfor). Smerterne udvikler sig som regel langsomt og kan blive værre.

Hvordan stilles diagnosen?

Kiropraktoren vil, på baggrund af symptomer og sygehistorie, foretage en undersøgelse. Herefter stiller han/hun diagnosen og fortæller dig, hvad du kan forvente dig. Herunder, hvordan du skal forholde dig, samt om der er behandlinger eller forebyggende tiltag, der kan iværksættes.

Undersøgelsen stiler mod at afdække årsagen til dine smerter og inkluderer en undersøgelse både af bækkenets funktion, men også af de omgivende leds og musklers funktion.

Symptomer

Smerterne opstår som regel midt i graviditeten, men kan også opstå tidligere – fx hvis man har været gravid før.

Smerterne kan være jagende smerter fra leddene og de stråler ofte ned i lysken og ned i forsiden eller bagsiden af låret. Smerterne forværres ved at stå, gå og vende sig i sengen. Kvinder med bækkenløsning kan være stærkt handicappede, og i alvorlige tilfælde tager man meget korte skridt og bevæge sig stift og robotagtigt.

De fleste med bækkensmerter får forstyrret deres nattesøvn, fordi en eller flere sovestillinger giver smerter. Det gør også ondt at skifte stilling. Som regel lindrer det med små øvelser eller korte gåture. Desuden kan let mobilisering hjælpe, det vil sige en let form for massage og muskelarbejde