Spinalstenose

Almindelige aldersbetingede forandringer i lænderyggen kan hos nogle personer gøre pladsen i rygmarvskanalen mindre. Det kaldes spinalstenose eller rygmarvsforsnævring og kan betyde, at nerverne ned til benene har for lidt plads og bliver påvirket.

Hvordan stilles diagnosen?

Diagnosen sinalstenose kan i de fleste tilfælde stilles temmelig sikkert ud fra det, du fortæller kiropraktoren, sammenholdt med den kliniske undersøgelse.

En skanning er ikke altid nødvendig for at finde ud af, om du har spinalstenose. En undersøgelse, der kortlægger symptomerne, er almindeligvis nok. Skanning kan komme på tale, hvis der ikke er tilstrækkelig fremgang inden for de første 4-12 uger, eller hvis symptomerne er meget voldsomme.

Symptomer

Spinalstenose kan give smerter, føleforstyrrelser eller en fornemmelse af at være tung i benene, typisk når du går eller står. Samtidigt vil du opleve, at det hjælper at sidde ned eller bøje fremover, fordi nerverne så får mere plads. Du kan også have ondt i ryggen. Det skyldes måske ikke, at nerverne har mindre plads, men er oftest smerter fra ryggens led og muskler.