Forskning
“Allerede efter første gang kunne jeg tydeligt mærke, at noget havde ændret sig”
Mona Bahij Iskaimbarami er mor til Taha Iskandarani, et af de børn, der deltog i forskningsprojektet og kom i behandlingsgruppen.
Allerede som nyfødt græd Taha Iskandarani meget. Indimellem op til 18 timer i døgnet.
Mona, som arbejder på bosted for udsatte unge, havde svært ved at få hverdagen – og døgnrytmen – til at hænge sammen.
“Som nybagt mor og forælder er det mega hårdt. Han sov ikke, og jeg fik heller ikke noget søvn, og til sidst var det næsten ikke til at holde ud. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre,” siger Mona Bahij Iskaimbarami, som blandt andet prøvede forskellige vitamintilskud, men uden den store effekt.
“Der var simpelthen ikke mere energi. Han lå bare der og kiggede på mig og græd. Man begynder at bebrejde sig selv over, at man ikke kan gøre noget. Vi var der jo hele tiden for ham, men lige meget hjalp det,” siger hun.
Spændinger i nakken
Fra Taha Iskandaranis sundhedsplejerske hørte Mona om forskningsprojektet på SDU og tilmeldte sin søn. Familien mærkede hurtigt resultater:
“Allerede efter første gang kunne jeg tydeligt mærke, at noget havde ændret sig. Han græd ikke så meget og lå mere roligt. Vi fik at vide efterfølgende, at han havde nogle spændinger i nakke og ryg, som han så fik noget behandling for,” siger hun.
Også Mona fortæller, at gråddagbogen var en stor hjælp i forløbet.
“Vi førte dagbog over, hvor meget han græd, og der kunne vi se, at det faldt markant. Det faldt jo fra de der næsten tyve timer til, at han næsten ikke græd længere. Han sov bedre og var
langt mere rolig. Så der var en meget tydelig ændring, og der var mere plads til leg,” siger hun og fortæller, at hun også kunne komme mere ud fx på strøgtur i Odense uden at skulle frygte gråd og skrigeri.