Forskning

“Jeg anbefaler også til andre, at de skal skrive tingene op”

Dorthe Toft deltog i projektet med sin datter Ida Marie, der er 2 år i dag. Hun fortæller, at Ida Marie græd mere, end hvad hun selv følte, var normalt for et barn på 5 måneder.

Hun græd flere gange om dagen, typisk i 20 minutter til en halv time, og jeg havde svært ved at trøste hende. Hun ammede jo fint og spiste godt. Så det var ikke det. Det var bare
det der: skrig, skrig, skrig,” siger Dorthe Toft, der selv har fået kiropraktorbehandling og derfor overvejede, at det kunne være en mulighed.

Via sundhedsplejersken hørte hun om projektet på SDU og tog kontakt til forskerne, der vurderede, at Ida Marie lå over den nedre grænse på 3 timers gråd om dagen og derfor var
“kvalificeret” til at deltage.

Uden Dorthe Tofts vidende blev Ida Marie ved lodtrækning placeret i kontrolgruppen på knap 100 børn og modtog derfor ikke behandling:

“Hun var jo ikke et eksempel på børn, der bare græder og græder. Og det viste sig så også, at hun ikke fik behandling. Hun har sandsynligvis bare haft noget mavepine,” fortæller
Dorthe Toft.

Hun fremhæver, at især gråddagbogen var en stor hjælp, fordi den gav overblik over Ida Marias adfærd og rytme.

“Så kunne man se ganske tydeligt, at gråden faktisk handlede om, at hun var sulten, træt eller havde lidt ondt i maven. Og hun græd jo faktisk ikke så meget, da det kom til
stykket,” siger hun.

“Jeg anbefaler også til andre, at de skal skrive tingene op, så man kan få syn for sagen. Man er jo lidt tosset i hovedet, når man lige har fået et barn. Søvnen afbrydes mange gange om dagen.”

Læs om forskningsprojektet