Nyhed

Kiropraktoren forklarer… piskesmæld

Piskesmæld er et begreb mange nok kender til og i denne udgave af "kiropraktoren forklarer" kan du blive klogere på piskesmældsskader, samt hvilke symptomer du skal være opmærksom på.  

I Danmark regner man med, at ca. 16.000 mennesker om året får en piskesmældsskade. Kiropraktor Lars Uhrenholt forklarer, hvad piskesmæld er, hvilke symptomer der ofte følger med en piskesmældsskade, og hvordan din kiropraktor kan behandle dig, hvis du tror, du har pådraget dig en piskesmældsskade.

Lars Uhrenholt forklarer, at piskesmæld (whiplash) er en betegnelse, der benyttes til at beskrive et pludseligt accelerations-decelerationstraume af nakken, dvs. selve traumemekanismen. Den hyppigste årsag til en piskesmældsskade er en påkørsel bagfra i trafikken, men det kan også opstå efter andre traumer, for eksempel en påkørsel fra siden, et cykelstyrt eller voldsomme stød eller slag.

Lars Uhrenholt

ph.d., lektor og kiropraktor i Nortvig & Uhrenholt Kiropraktisk Klinik, Aarhus N.

Symptomer på piskesmæld

Kiropraktor Lars Uhrenholt forklarer om symptomerne på piskesmældsskader:

– De hyppigste symptomer er smerter og stivhed i nakken, hovedpine og smerter i skulderåget og armene. Udover smerter i muskler og led vil en del patienter også opleve ikke-smertefulde neurologiske symptomer, som for eksempel dækker over synsforstyrrelser, svimmelhed, træthed og koncentrationsbesvær. De ikke-smertefulde neurologiske symptomer kan opstå inden for de første dage eller udvikles gradvist over tid.

 

Behandling

Kiropraktorer har særligt gode forudsætninger for at kunne undersøge, diagnosticere og tilbyde relevant behandling af piskesmældsskader, forklarer Lars Uhrenholt.

–  Det er netop diagnosticeringen, som kiropraktorerne er gode til.

Lars fortæller, at når der er tale om en piskesmældsskader afhænger behandlingen af den fase, som patienten befinder sig i.

– I den akutte fase, som altså betegner perioden lige efter ulykken, er det først og fremmest vigtigt at afgøre, om patienten er i en så alvorlig tilstand, at det kræver  akut lægefaglig behandling.

– Vi gør også meget ud af at berolige patienten og forklare tilstanden og prognosen.

Hvis kiropraktoren er i stand til at behandle patienten, som de i mange tilfælde er, går den kiropraktiske behandling i høj grad ud på, at kiropraktoren anvender forskellige metoder for eksempel manipulationsbehandling, mobilisering, bløddelsbehandling, træningsvejledning og rådgivning om fysisk aktivitet og belastning.

Men kiropraktorer behandler ikke kun patienter, som for nylig har pådraget sig en piseksmældsskade. Nogle patienter udvikler længerevarende smerter og gener, for nogen bliver det en kronisk tilstand, og dem, er der også flere af i klinikken.

– Vi har fokus på en behandling som øger livskvaliteten igennem smertelindring funktionsforbedring og øget belastningsevne, forklarer Lars Uhrenholt.

– Det kan desværre være svært at opnå fuld helbredelse gennem kiropraktik alene, og derfor vil de fleste patienter med kroniske smerter efter en piskesmældsskade benytte flere forskellige sundhedsfaglige tilbud.

Vil du vide mere om piskesmæld?