Piskesmæld

Betegnelsen piskesmæld kaldes også for ”whiplash”, hvilket er den engelske betegnelse for det, der sker under selve ulykken. En piskesmældsskade (whiplashlæsion) opstår som følge af, at man har været udsat for et piskesmældstraume.

I Danmark regner man med, at ca. 16.000 mennesker om året pådrager sig en piskesmældsskade. Størstedelen oplever heldigvis kun få eller forbigående gener efter en skade. Det drejer sig om 60-70 % af alle tilskadekomne.

Nogle tilskadekomne udvikler imidlertid gener/smerter, der strækker sig over måneder og år. Undersøgelser viser, at omkring 30-40 % ender med langvarige følger af varierende sværhedsgrad. For op imod 10 % af de tilskadekomne er følgerne så voldsomme, at de medfører en vis grad af nedsat erhvervsevne.

Symptomer

Symptomerne efter en piskesmældsskade opstår typisk efter en trafikulykke, hvor man er blevet påkørt bagfra. Et piskesmæld kan dog også opstå på anden vis, hvor nakken har været udsat for en tilsvarende påvirkning.

Hvis man har symptomer i mere end 3 måneder kaldes det for langvarige eller kroniske smerter. Man kan opdele symptomerne efter hvilken fase man befinder sig i, startende med den akutte fase efterfulgt af den subakutte fase og i nogle tilfælde afsluttende med den kronisk/langvarige fase.

Det er vigtigt at holde sig for øje, at alle piskesmældsulykker og dermed alle piskesmældsskader er forskellige. Der vil være en række fællesnævnere, men i mange tilfælde vil der være særlige forhold, der kendetegner den enkelte patients situation. Da det derfor ikke er muligt at lave en fuldstændigt dækkende oversigt over alle tænkelige situationer, skitseres herunder nogle af de hyppigste scenarier.

Faser

Akutte fase: Det er den første fase efter ulykken, hvor der oftest er udtalte symptomer, for eksempel stivhed i nakken, nakkesmerter og hovedpine. De akutte symptomer, opstår i langt de fleste tilfælde inden for de første tre døgn, men kan blive gradvist tydeligere over flere dage. Den akutte fase varer fra få dage op til enkelte uger. De hyppigste akutte symptomer er smerter og stivhed i nakken, smerter ned i skulderområdet og hovedpine. I den akutte fase kan der ligeledes være tale om udtalt træthed, synsforstyrrelser, ubehag og andre ikke-smertefulde neurologiske symptomer. Den tilskadekomne vil kunne fortælle hvordan ulykken skete, hvor smerterne og symptomerne er lokaliseret og hvordan de opleves. Der er stor forskel på, hvordan man oplever og beskriver symptomerne. Udover smerter vil nogle patienter opleve forskellige ikke-smertefulde neurologiske symptomer og nogle vil få en psykisk reaktion på, at man har været udsat for en ulykke. De psykiske symptomer er ofte svære at sætte ord på, og kan derfor være vanskelige at fortælle om til kiropraktoren.

Subakutte fase: Den subakutte fase er kendetegnet ved, at symptomerne begynder at aftage i intensitet og der vil ofte være forbedring at spore når patienten undersøges. Gradvist vil den tilskadekomne kunne deltage mere aktivt i behandlingen. Den subakutte fase varer alt fra få uger op til 12 uger, og er en naturlig forlængelse af den akutte fase.
Langvarige/kroniske fase: Hvis man får symptomer efter et piskesmældstraume, vil der altid være en risiko for, at symptomerne ikke helt forsvinder igen, og derfor bliver det, man kalder kroniske. Hvis der har været vedvarende symptomer efter ulykken igennem 3 måneder kaldes symptomerne for kroniske. Det betyder dog ikke, at smerterne vil være permanente og ikke kan ændre sig i fremtiden. Derfor er det i virkeligheden mere beskrivende at tale om langvarige symptomer, hvor der for en del vil ske det, at symptomerne helt forsvinder.

De kroniske symptomer er typisk de samme som den tilskadekomne oplevede i den akutte og subakutte fase. Dog er intensiteten af smerterne som oftest aftaget, men de bliver ved med at være der. Ligeledes kan der komme yderligere symptomer til undervejs, og nogle oplever forværring af de gener/smerter, de allerede har. Dette omfatter ofte gener som for eksempel træthed og ubehag, hukommelsesproblemer, koncentrationsbesvær, kvalme og søvnproblemer, hvoraf nogle af symptomerne indgår i det man kalder kognitive symptomer.

Det vides endnu ikke, hvad der skal gøres for, at man med sikkerhed kan undgå, at man udvikler langvarige symptomer. Det er dog vigtigt at få foretaget undersøgelser tidligt i forløbet. Undersøgelserne har til formål at få stillet en diagnose og få sat gang i et eventuelt behandlingsforløb. Det vil samtidig hjælpe til at begrænse omfanget af den første akutte fase. Derigennem kan man øge chancerne for hurtigere heling og få genetableret normal funktion – og forhåbentligt undgå langvarige symptomer.
Oplever man symptomer gennem lang tid, kan der stadig ske forandringer med smertelindring og forbedret livskvalitet. For patienter med flerårige invaliderende symptomer falder forventningerne til fuldstændig helbredelse dog, til trods for nye behandlingstiltag.

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit.