Underbenet, anklen og foden
Smerter i underben, ankel og fod kan opstå efter en skade, ved overbelastning eller som følge af slidforandringer i leddene. Smerterne kan komme pludseligt eller udvikle sig gradvist og mærkes ofte, når du går, står eller er fysisk aktiv. De kan også hænge sammen med fodens udvikling og vækst.
En kiropraktor kan undersøge dine symptomer, vurdere årsagen og tilrettelægge en behandling. Det kan blandt andet omfatte manuel behandling, øvelser, genoptræning og rådgivning om fodtøj og belastning. Det er relevant at få smerterne undersøgt, hvis de ikke aftager, bliver værre eller begrænser din daglige aktivitet.
Akutte smerter i underben, ankel og fod
Akutte smerter opstår ofte efter et vrid, et fald eller en pludselig belastning under sport. Det kan eksempelvis skyldes en forstuvning, en skade på achillessenen eller et knoglebrud.
Typiske tegn:
- Pludselig, kraftig smerte.
- Smerter, der forværres ved belastning.
- Besvær med at støtte på foden eller benet.
Hvis du kan støtte på foden, kan du i første omgang følge RICE-princippet (ro, is, kompression og elevation). Hvis smerterne ikke aftager eller bliver værre, bør skaden undersøges.
Overbelastningsskader i underben, ankel og fod
Overbelastningsskader udvikler sig typisk gradvist over dage, uger eller måneder. De kan skyldes meget gang, sport, uhensigtsmæssigt fodtøj eller ændret gangmønster efter en tidligere skade.
Typiske tegn:
- Smerter, når du belaster benet eller foden.
- Smerter under eller efter fysisk aktivitet.
- Gener, der gradvist bliver værre.
Prøv at holde pause fra den aktivitet, der udløser smerterne, og vælg eventuelt en anden motionsform i en periode. Sørg også for fodtøj, der giver tilstrækkelig støtte.
Smerter på grund af slidforandringer
Slidforandringer (slidgigt) i fodens eller anklens led kan give smerter og nedsat funktion. Generne opstår ofte gradvist og kan blive mere udtalte med alderen.
Typiske tegn:
- Smerter, når du begynder at bevæge eller belaste leddet.
- Smerter under eller efter aktivitet.
- Ændringer i leddets form.
Regelmæssig træning, sund levevis og en normal vægt kan hjælpe med at mindske generne. Vælg fodtøj, der støtter godt og lindrer smerterne.
Hvornår skal du søge hjælp?
Søg hjælp, hvis:
- Smerterne er så kraftige, at du ikke kan støtte på benet.
- Benet eller foden ser forkert ud efter en skade. Søg i så fald hjælp på skadestuen.
- Smerterne forhindrer almindelig aktivitet i mere end et par dage.
- Smerterne bliver værre ved fysisk aktivitet eller opstår i hvile.
- Smerterne ikke aftager efter en pause fra den belastende aktivitet.
- Du oplever gradvist tiltagende smerter uden en tydelig årsag.
Har du brug for en kiropraktor?
Du behøver ikke en henvisning. Find en autoriseret kiropraktor tæt på dig, og book din tid hos klinikken.
Find en klinik tæt på mig