Viden

Hvad gør havearbejdet ved kroppen?

Hvert år kaster haveejerne sig ud i havearbejdet med fuld kraft og ofte megen lidt omtanke. Rigtig mange oplever desværre kraftige rygsmerter som den uheldige eftervirkning af denne iver. Det betyder, at kiropraktorerne hvert år, når havesæsonen begynder, får ekstra travlt.

Ryg og havearbejde – en farlig cocktail eller sund motion?

Reelt findes der ingen forskning i ryg- og nakkesmerter i forbindelse med havearbejde og i hvad man kan gøre, for at undgå de kedelige følger. Men, der findes forskning om idræt og idrætsskader og om hvordan, man undgår skader. Langt hen ad vejen kan denne forskning overføres til den situation man udsætter sig selv for med havearbejdet. Havearbejde forudsætter til tider komplicerede bevægelser der involverer ryg, skuldre, ben, nakke osv. Det kræver stor kraft og god styring af kroppen at udføre arbejdet, og dét gør det sammenligneligt med sportsudøvelse.

 

Fra idrætsforskning til have-tips

Fra forskningen i idræt og idrætsskader ved man, at opvarmning virker forebyggende for skader på led, muskler og sener. Derfor er det et godt råd at starte langsomt i haven, så ryggen og resten af kroppen får mulighed for at varme op til den kommende belastning.

Havearbejde er tit hårdt slid, og det mærker man især i foråret, hvor de fleste ikke har været i haven længe. Samtidig laver du mange bevægelser, som kroppen ikke er vant til. Og ofte laver du samme bevægelse over længere tid, for eksempel klipper du hæk i to timer eller graver dine bede i samme stilling i flere timer i træk.

 

Pludselig uvant arbejde kan forårsage skaderne

Årsagerne til hold i nakke og ryg eller overbelastning af skuldre kan forårsages af det uvante arbejde. Hvis man hele året igennem udførte havearbejde ja, så kunne de typiske følgeskader af havearbejdet måske undgås. Men det er der ikke så mange der gør! Det er derfor ekstra vigtigt, at vi tænker over vores bevægelser, når vi kaster os ud i de uvante bevægelser.