Viden
Kiropraktoren forklarer… lumbal spinalstenose
Over 10.000 danskere fik diagnosen lumbal spinalstenose i 2018. Men hvad er lumbal spinalstenose? Kiropraktor og forsker Rikke Krüger Jensen gør dig klogere på diagnosen, og giver dig gode råd til, hvad du skal gøre, hvis du får stillet diagnosen.
Ifølge Landspatientregistret blev 3000 patienter opereret for symptomer på lumbal spinalstenose i 2020. Det gør tilstanden til den hyppigste årsag til rygoperationer hos ældre i Danmark. I 2018 fik over 10.000 danskere stillet diagnosen lumbal spinalstenose. Men hvad er det lige lumbal spinalstenose er? I denne artikel forklarer Rikke Krüger Jensen, som har forsket og specialiseret sig i rygsygdommen, hvad kiropraktorer kan tilbyde af behandling, hvis patienter får stillet diagnosen lumbal spinalstenose.
Rikke Krüger Jensen
Kiropraktor og forsker på SDU og Kiropraktorernes Videnscenter
Lumbal hvad for noget?
”Lumbal spinalstenose er en forsnævring af rygmarvskanalen, som kan opstå som følge af almindelige aldersforandringer i ryggens led. Hos nogen personer medfører tilstanden, at pladsen til nerverne som løber i rygmarvskanalen er mindre, og det kan irritere nerverne ned til benene” forklarer Rikke og fortsætter:
”Når de nerver har for lidt plads, kan det resultere i smerter eller føleforstyrrelser, som man kan mærke i det ene, eller begge ben, når man går eller står, men som typisk forsvinder, når man sidder eller bøjer sig forover. Tilstanden udvikler sig gradvist, og det er forskelligt, hvor påvirkede folk er af symptomerne. Vi ser typisk spinalstenose i den ældre del af befolkningen, fordi lumbal spinalstenose hænger sammen med aldersforandringer – dvs. slidgigt af ryggen.”
Rikke forklarer også, at patienter, der er svært påvirket af lumbal spinalstenose, i høj grad kan have svært ved at gå eller kun er i stand til at gå meget korte afstande, før de har brug for at sidde. Det er også almindeligt med samtidige smerter i lænden.
Mistanke om lumbal spinalstenose?
Pakkeforløb skal gavne patienterne
Med fem års uddannelse i kroppens muskler og led og et år i turnus – dvs. et år hvor de studerende arbejder i klinik – er kiropraktorerne godt rustet til at tage sig af patienter med bl.a. lumbal spinalstenose. En behandling hos en kiropraktor for lumbal spinalstenose består bl.a. af manuelle teknikker som ledmobilisering og stræk, samt øvelsesinstruktion og vejledning.
Behandling hos en kiropraktor kan ikke fjerne årsagen til spinalstenose, men kiropraktorpatienter oplever ofte en effekt af behandling for spinalstenose. Deres smerter lindres, de får et bedre funktionsniveau og bliver i stand til at gå længere.
Patienter med lumbal spinalstenose har mulighed for at blive en del af et såkaldt pakkeforløb, når de behandles hos en kiropraktor. Det betyder, at det offentlige giver et stort tilskud – hele 60% – til et fastlagt behandlingsforløb.
Pakkeforløb om lumbal spinalstenose
Hvad kan du selv gøre?
Opsøger man en kiropraktor, vil man ofte kunne få hjælp og vejledning til øvelser og træning eventuelt suppleret med manuel behandling, som kan lindre smerterne. Symptomerne på lumbal spinalstenose kan føles forskelligt og afhænger af, hvor fremskreden tilstanden er. Din kiropraktor vil derfor skræddersy behandlingen til dig. Derfor kan det også være svært at give nogle generelle råd, forklarer Rikke Krüger, men hun giver alligevel et par bud:
”Som ved de fleste andre smertetilstande i bevægeapparatet, anbefaler jeg, at man holder sig så fysisk aktiv som muligt. På grund af den reducerede gangfunktion vil patienter med lumbal spinalstenose ofte være mindre fysisk aktive og derfor vil de langsomt miste muskelmasse. Derfor er det vigtigt, at man finder en alternativ bevægelsesform. Cykling kan være en alternativ bevægelsesform, da de fleste patienter med lumbal spinalstenose kan cykle uden