Viden

Styrk dine knæ inden vandreturen og undgå overbelastning

Går sommerferien i år sydpå med målet om at snøre vandrestøvler, spænde rygsækken og begive sig ud i de franske alper, så sørg for at få trænet op, så du undgår at overbelaste dine knæ.

Det kuperede terræn, det ofte ujævne underlag og de ekstra kilo fra vandrerygsækken udgør en øget belastning for knæet, når du vandrer. Det er derfor vigtigt at styrke muskulaturen omkring knæene, så de både kan klare de ekstra kilo, og så du mindsker risikoen for at lave forkerte bevægelser. Hvis man laver en forkert bevægelse af fodens afsæt fra underlaget, når man går, vil det udløse en skæv belastning af knæet.

Når du vandrer er dine knæ ekstra udsatte fordi de udsættes for gentagende ens belastning. Ved at styrke muskulaturen omkring knæet vil knæet være bedre stillet til at kunne håndtere forkerte bevægelser og de ekstra kilo fra vandrerygsækken. Det er derfor en god idé, at du styrker og stabiliserer dine knæ, inden du strammer vandrestøvlerne.

Mere om knæet

Knæleddet er kroppens største vægtbærende led. Dets funktion er primært som et hængsel, dvs. det kan bøjes og strækkes. I bøjet tilstand er der dog mulighed for en mindre rotation, det vil sige en bevægelse rundt om sig selv.

Store muskler passerer hen over knæleddet. Under disse muskler er leddet stabiliseret af ledbånd på siderne af leddet og af korsbånd inde i leddet. Yderligere findes der et par halvmåne-formede bløde bruskstrukturer, der er placeret mellem lårbenet og skinnebenet til støddæmpning. Disse bruskskiver kaldes meniskerne. Alle disse strukturer kan give anledning til smerter.

Kommer der en smerte i knæet, som du ikke er vant til, så læg mærke til, om der er et mønster for, hvornår det kommer.

Hvis du oplever smerter

Vær opmærksom på udviklingen af smerter. Kommer der en smerte i knæet, som du ikke er vant til, så læg mærke til, om der er et mønster for, hvornår det kommer. Hvis du fx får smerter på ydersiden af knæet eller under knæskallen, når du løber, så stop med dette. Hold pause fra den smertegivende aktivitet i nogle dage. Hvis generne ikke kommer igen ved genoptagelse af aktivitet, er der ingen grund til videre undersøgelse.

Overbelastningsskader behandles typisk efter en fast tilrettelagt plan, idet der foreligger god erfaring for, hvad den bedste behandling er. Typisk skal du påregne behandlingsforløb, der varer fra få uger og op til tre-fire måneder, afhængigt af hvilken skade det drejer sig om.

Hvis dine smerter ikke forsvinder, når du har holdt pause, kan du henvende dig til din kiropraktor.

Hvad kan du selv gøre?

  • Du kan aflaste knæet eller holde pauser fra den aktivitet, som provokerer smerterne. Ofte vil du opleve at smerten forsvinder, når du giver knæet hvile.
  • Du kan anvende en knæbandage, som støtter knæskallen og giver knæet stabilitet.
  • Du kan opsøge en kiropraktor, som kan undersøge, at der ikke er tale om andre årsager til knæsmerterne.