Viden

Tvivlsomme smerteoperationer

Hvert år gennemføres over 3000 stivgørende rygoperationer i Danmark, heraf en del såkaldte vertebroplastikoperationer på Rygcentret i Middelfart. Men der er ikke evidens for at operationerne har effekt. Og som alle andre operationer er der risiko forbundet med indgrebet. Den historie fortalte Operation X på TV2.

“Som sundhedsprofessionelle er det derfor afgørende, at vi afprøver alle konservative muligheder førend der tilbydes operation.”

Michael Christensen, formand for Dansk Kiropraktor Forening

For mange patienter får udført unødvendige smerteoperationer med tvivlsom effekt. Denne tendens har Operation X for nyligt dækket. Professor Jan Hartvigsen, der er kiropraktor og ph.d. hos Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet, blev interviewet i udsendelsen. Han mener, at vi i Danmark er for dårlige til at tilbyde alternativer til operation, og at der mangler en struktureret tilgang til denne problemstilling.

I Dansk Kiropraktor Forening ser man med bekymring på operationerne. Foreningen har gennem mange år argumenteret for, at der opereres og scannes for meget i det danske sundhedsvæsen.

– Alle operationer og sundhedsfaglige indgreb og behandlinger er i princippet forbundet med risiko – men bivirkningerne i forbindelse med konservativ behandling er langt mindre. Som sundhedsprofessionelle er det derfor afgørende, at vi afprøver alle konservative muligheder førend der tilbydes operation, siger Michael Christensen, formand for Dansk Kiropraktor Forening.

Se programmet

Du kan se programmet Operation X på TV2 Play og læse mere om de store regionale forskelle i brugen af tvivlsomme operationer på TV2.