Diskusprolaps i lænden

En diskusprolaps er en udposning på én af de bruskskiver (diskus), der sidder mellem rygsøjlens knogler/hvirvler. Når man får en diskusprolaps er det udtryk for, at de yderste lag i bruskskiven, diskus, er blevet svage og ikke kan ’holde på’ den bløde kerne, der findes midt i brusken. En diskusprolaps kan påvirke nerverne i benet, fordi en diskusprolaps hyppigst sidder mellem ryghvirvlerne i lænden.

Kiropraktorer er specialister i rygsygdomme, som fx diskusprolaps i lænden, og derfor giver det offentlige højt tilskud til et pakkeforløb til disse sygdomme. Læs mere om det her.

Nedenfor kan du læse om symptomer og alarmerende symptomer. De alarmerende symptomer bør du være opmærksom på og søge hjælp for.

Under fanen ”Indblik” kan du læse mere om, hvordan en kiropraktor vil diagnosticere og behandle dine smerter, og hvad du selv kan gøre.

Symptomer

Kontakt din kiropraktor eller en specialist, hvis du oplever nogle af følgende symptomer:

  • Smerter og snurrende fornemmelser i benet eller ballen.
  • Følelsesforstyrrelse i benet, dvs. at du ikke kan mærke lige så meget på huden, hvis du fx bliver prikket på benet.
  • Dit ben ikke er lige så stærkt som det plejer.
  • Smerter i ryggen.

Alarmerende symptomer

Du bør være ekstra opmærksom ved alarmerende symptomer og søge hjælp, hvis du oplever nogle af følgende symptomer:

  • Ikke kan mærke, når du skal tisse.
  • Ikke kan kontrollere din vandladning eller afføring.
  • Er følelsesløs i skridtet, fx at det ikke føles normalt, når du vasker og tørrer dig.
  • Du mister kraft i benet i en sådan grad, at du ikke kan gå på tæer eller hæle eller ikke kan lave en knæbøjning.