Karpaltunnelsyndrom

Karpaltunnelsyndrom er en tilstand, der skyldes at pladsen mellem senerne i hånden/håndleddet er blevet for trang, og derfor opstår der et klem på nerven, som du vil opleve som en sovende fornemmelse (oftest i langefinger og pegefinger). Tilstanden forværres ofte om natten, fordi kroppen ikke leder væske væk fra hænder og fødder lige så effektivt som om dagen.

Det er sjældent man ved, hvorfor tilstanden har udviklet sig, men karpaltunnelsyndrom kan skyldes andre sygdomme eller skader: Det kan være forandringer efter et knoglebrud (håndledsbrud), som medførte snævre pladsforhold, eller det kan være lavt stofskifte, graviditet, diabetes eller overbelastning gennem ensidige håndbevægelser i dit arbejde. Her er der særlige faggrupper, som er udsatte: Frisører, skribenter, maskinoperatører, pladearbejdere, slagtere, industriarbejdere, rengøringspersonale og personer, som arbejder med vibrerende værktøj. Desuden får en del kvinder symptomer i forbindelse med graviditet.

En variant af karpaltunnelsyndrom kan også opstå, hvis man har cyklet meget og presset hånden mod styret længere tid. Her er den sovende fornemmelse i ring- eller lillefinger. Den sovende fornemmelse kan også trække op i underarmen.

Karpaltunnelsyndrom kan også opstå efter uvant arbejde fx malerarbejde eller havearbejde.

Nedenfor kan du læse om symptomer.

Under fanen ”Indblik” kan du læse mere om, hvordan en kiropraktor vil diagnosticere og behandle dine smerter, og hvad du selv kan gøre.

Symptomer

Kontakt din kiropraktor eller en specialist, hvis du oplever nogle af følgende symptomer:

  • Du har en sovende fornemmelse i hænderne. Primært i tommel-, pege- og langfinger. I enkelte tilfælde kan den sovende fornemmelse brede sig ud i hele hånden og op i armen.
  • Du har føleforstyrrelser, dvs. at du ikke kan mærke lige så meget, som du plejer på huden ved én eller flere af fingrene, dog sjældent i lillefingeren.
  • Du oplever et tryk og ubehag ved håndleddet.
  • Du har smerter i fingrene og ved håndleddet samt evt. op i armen.