Slidgigt i knæet

Det er en helt normal aldringsproces at udvikle slidgigt i et led, for eksempel i knæleddet.

Flere forskellige risikofaktorer bidrager dog til udviklingen. Fx har de gener man er udstyret med en vis indflydelse. Således ser man i nogle familier oftere slidgigt end i andre.

Belastninger fra ens arbejde eller sport, tidligere skader samt voldsom overvægt, er blandt de mest almindelige årsager til udvikling af slidgigt.

Visse former for sport medfører øget belastning på knæleddet f.eks. alpint skiløb og håndbold. Desværre er der også en øget hyppighed af akutte skader i disse aktiviteter. Som beskrevet under akutte knæskader, øges risikoen for udvikling af slidgigt efter korsbånds- og meniskskader, samt efterfølgende operationer.

Desuden er det påvist, at et arbejde hvor man går meget, eller arbejder på/fra stiger øger belastningen på knæleddene, dermed øges risikoen for udvikling af slidgigt.

Hvordan stilles diagnosen?

Undersøgelse af et knæ for slidgigt er standardiseret, dvs. at der er en fast procedure for, hvad man gør.

Kiropraktoren vil gennemføre en række undersøgelser af leddet og musklerne i området, herunder en vurdering af ledbånd, menisker og korsbåndenes stabilitet. Kiropraktoren vil supplere med en røntgenundersøgelse, som i de fleste tilfælde er tilstrækkelig for at vurdere mængden af slid i knæleddet. Er dette ikke tilstrækkeligt, kan der suppleres med en ultralydsskanning, eventuelt en MR-skanning.

Finder kiropraktoren tegn på en større skade på knæleddet, henvises du til undersøgelse på hospitalet.

Symptomer

Symptomerne på slidgigt i knæet kan i den første begyndende fase vise sig ved let ømhed, når man indleder belastningen af knæet, for derefter at forsvinde igen. Gradvist vil der komme tiltagende smerter ved start af aktivitet, smerter som mindskes, når knæet bliver varmt.

I den næste fase er der, ud over de indledende smerter, også smerter, når knæet bliver ”koldt” igen.

I den sidste fase er der konstante smerter.

Symptomerne føles typisk i begyndelsen som en uspecifik murren/smerte, som forsvinder igen. Senere i forløbet stiger styrken og varigheden af smerterne.

Ved massive slidforandringer kan nattesøvnen blive forstyrret. Dette symptommønster på slidgigt i knæet gør sig også gældende vedoverbelastning af knæet.

Afhængigt af hvor slidforandringerne sidder, kan der være forskel på, hvor smerten mærkes.

Findes sliddet hovedsageligt i leddet mellem knæskallen og lårbenet, vil symptomerne i begyndelsen mærkes, når man går på trapper, værst er det, når man går nedad, da dette giver den største belastning.

Befinder sliddet sig overvejende mellem lårbenet og skinnebenet, vil smerterne hyppigst mærkes på indersiden af knæet.

Ved store slidforandringer vil man gradvist udvikle en krumning af knæet, altså hjulben.