Skuldersmerter, overbelastning

Smerter i skulderen, der ikke er opstået pludseligt, men er kommet over tid, kan skyldes en overbelastningsskade. Overbelastningsskader i skulderen kan have mange årsager. De kan stamme fra muskler, led, ledbånd m.m., der ikke fungerer som de skal, og det giver en uhensigtsmæssig belastning.

Ofte ved man ikke præcist, hvad der udløste skuldersmerterne. Tit viser det sig dog, at problemerne har været der gennem længere tid.

Din holdning har stor betydning for skulderen og kan være årsag til problemer og smerter i skulderen. Hvis det er tilfældet skal skulderen korrigeres eller muskulaturen omkring skulderen skal normaliseres.

Nedenfor kan du læse om symptomer.

Under fanen ”Indblik” kan du læse mere om, hvordan en kiropraktor vil diagnosticere og behandle dine smerter, og hvad du selv kan gøre.

Symptomer

Kontakt din kiropraktor eller en specialist, hvis du oplever nogle af følgende symptomer:

  • En smerte, ”muren” eller stikkende fornemmelse fra skulderen, som trækker op i nakken, armen eller bag i ryggen.
  • Kraftige smerter i skulder og arm.
  • Du har svært ved at løfte armen frem eller ud til siden og op over hovedet.
  • Du har svært ved at gøre almindelige ting som sove på den ene side, trække en trøje over hovedet eller have hånden i lommen.