Spændingshovedpine

Ca. 6 ud af 10 personer, der har hovedpine, lider af den type, der kaldes hovedpine af spændingstypen eller blot spændingshovedpine.

Hvis din hovedpine mærkes i begge sider af panden, og til tider er kombineret med nakkesmerter, kan du lide af spændingshovedpine.

Det vides ikke præcist, hvorfor man får spændingshovedpine, det er ofte en kombination af flere ting. Erfaringen viser, at meget stillesiddende og statisk arbejde kan være én grund. Desuden kan hovedpinen udløses, hvis man føler sig meget presset eller er stresset. Rygning og alkohol kan også være årsager.

Nedenfor kan du læse om symptomer og alarmerende symptomer. De alarmerende symptomer bør du være opmærksom på og søge hjælp for.

Under fanen ”Indblik” kan du læse mere om, hvordan en kiropraktor vil diagnosticere og behandle dine smerter, og hvad du selv kan gøre.

Symptomer

Kontakt din kiropraktor eller en specialist, hvis du oplever nogle af følgende symptomer:

  • Trykkende smerte i begge sider af hovedet.
  • Kvalme når du har ondt i hovedet.
  • Smerter i nakke og baghovedet.
  • Nedsat bevægelighed i nakken.
  • Du oplever spændte muskler i nakken.

Hyppigheden og længden af hovedpinen kan varierer fra person til person.

Spændingshovedpine forveksles ofte med nakke-udløst hovedpine, men er ikke det samme. Forskellen i symptomer er, at den nakke-udløste hovedpine mærkes i den ene eller anden side af nakken eller baghovedet, hvor spændingshovedpinen mærkes i begge sider af hovedet samtidigt.

Alarmerende symptomer

Du bør være ekstra opmærksom ved alarmerende symptomer og søge hjælp, hvis du oplever nogle af følgende symptomer:

  • En kraftig hovedpine, som du ikke har oplevet før.
  • Du får svært ved at styre øjenbevægelser eller tale.
  • Du ikke kan forstå eller høre, hvis du bliver talt til og er desorienteret.