Snigende smerter i underben, ankel og fod hos børn

Barnets krop er under en konstant udvikling og forandring, der fortsætter, indtil puberteten er ovre. Børns fødder kan derfor have mange forskellige skavanker:

Platfod:

Platfod betegner den tilstand, hvor den længdegående svangbue forsvinder på indersiden af foden. De fleste små børn er platfodede, og hos de fleste børn rettes deres platfod op i takt med, at fodens og underbenets muskler bliver stærkere. Nogle børn forbliver platfodede, og man kan, når de bliver 5-6 år, begynde at træne muskulaturen omkring foden for at korrigere problemet.

Hulfod:

Hulfod betegner en tilstand med en stærkt udviklet svang i foden, som er mere sjældent end platfod. Tilstanden betyder, at barnet kan udvikle forfodsplatfod. Hulfod kan ikke trænes væk.

Tågang:

Tågang betegner tilstanden, hvor achillessenerne er for korte, hvilket medfører, at barnet ikke kan stå eller gå på flad fod og derfor går og løber på tæer.

Sevèrs syndrom

Sevèrs sygdom betegner den smertefulde gene, som mærkes på den bagerste del af hælbenet. Skaden opstår, når barnet ved gentagen belastning forstyrrer hælbenets vækstzone. Tilstanden rammer ofte de ældre børn eller teenagere, og der vil over tid ske en gradvis forværring af smerten, så barnet vil være begrænset i fysisk aktivitet.

Nedenfor kan du læse om symptomer og alarmerende symptomer på tilstundende. De alarmerende symptomer bør du være opmærksom på og søge hjælp til dit barn for.

Under fanen ”Indblik” kan du læse mere om, hvordan en kiropraktor vil diagnosticere og behandle dit barns smerter, og hvad du selv kan gøre.

Symptomer

Kontakt din kiropraktor eller en specialist, hvis du oplever nogle af følgende symptomer hos dit barn:

Platfod:

  • Ømhed og smerte på indersiden af den bagerste del af foden.
  • Problemer med at holde balancen.
  • Skæve slid på dit barns sko.

Hulfod:

  • Barnet har hammertå (flere tæer som har bøjede led).
  • Barnet får ondt omkring tæerne, når vedkommende går i sko.

Sevèrs sygdom

  • Barnet har ondt i den bagerste del af hælen.
  • Barnet er øm omkring hælen efter og/eller imens, barnet har været aktiv.

Tågang:

  • Når barnet går, sætter barnet først forfoden i gulvet i stedet for hælen.
  • Barnet går på tæer.
  • Barnet får ondt i hælen, når barnet står på flade fødder.

Alarmerende symptomer

Du bør være ekstra opmærksom ved alarmerende symptomer og søge hjælp, hvis dit barn oplever nogle af følgende symptomer:

  • Hvis barnet oplever en snigende smerte uden bestemt mønster i og omkring foden/benet.
  • Smerterne er så voldsomme, at barnet ikke kan støtte på benet.
  • Smerterne forhindrer almindelig aktivitet i mere end et par dage.